07. Under samme tag

Vi danskere har rigtig mange kvadratmeter at boltre os på – måske flere end vi reelt har brug for. Er det tid til, at flere af os rykker sammen og deles mere om pladsen? I dette afsnit af ”Velkommen Hjem” taler vært Mikkel Frey Damgaard med journalist, TV-vært og børnebogsforfatter Mattias Hundebøll, som bor i et stort bofællesskab med blandt andre sin hustru, sine børn og sine svigerforældre. Mattias fortæller om, hvordan det i starten var udfordrende, men at det siden er blevet en kæmpe gave for familien. Der er ekstra hænder til at tage sig af børnene, og det giver fleksibilitet i hverdagen. Måske der i virkeligheden bliver mere plads til udfoldelse for den enkelte, når man bor flere under samme tag? Lyt med og find ud af, hvorfor et moderne kollektiv kan være løsningen på meget mere end pladsmangel.

Om Podcasten

”Hjemme” er både et sted og en følelse. Vores følelse af "hjem" ændrer sig radikalt i netop disse år. Coronatiden har i den grad præget vores opfattelse af "nabolaget", samtidig med at hjemmet pludselig har fået nye funktioner for os. Og i en nær fremtid bliver vi nok nødt til at lære at bo på færre kvadratmeter af energi-, plads- og materialeøkonomiske hensyn. Så hvad vil det sige at "være hjemme" i 2020. Det taler vært Mikkel Frey Damgaard med deltagerne om i "Velkommen hjem". Serien undersøger, hvordan danskerne bedst kan lide at indrette sig, og hvordan vi kan finde helt nye måder at skabe hjem på - mens vi skruer ned for kvadratmeterne og op for fællesskabet. God fornøjelse og Velkommen hjem.Serien er udviklet af Connectyou i samarbejde med Bonava