Slug din læge og få behandling indefra – Anja Boisen, nanoteknologi-forsker, om at gøre science fiction til virkelighed
Forestil dig, at du kunne sluge en slags pille, der på sin vej gennem din krop både kunne tage prøver, analysere dem og derefter diagnosticere og behandle dig. Fysiker Anja Boisen står i spidsen for et forskningscenter, der arbejder på at gøre den spektakulære vision til virkelighed ved hjælp af nanoteknologi. Men selv den mindste lille, slugbare ’læge’ skal tilføres energi for at gøre sit arbejde ned gennem dit tarmsystem, og hvor skal dén lige komme fra? Hør også Anja Boisen – der er professor på Institut for Sundhedsteknologi på Danmarks Tekniske Universitet – forklare, hvordan nanoteknologi kan bruges til fx at skabe kemiske forbindelser, der før var umulige, og hvordan 2-årige tænker som forskere, når de sorterer legetøj eller sko. * IDUN er det korte navn for ’Center for Intelligent Drug Delivery and Sensing Using Microcontainers and Nanomechanics’, som er det grundforskningscenter, som Anja Boisen leder. Her arbejder de på at udvikle beholdere på få mikrometer til oral medicinering, altså bittesmå værktøjskasser med indvendige rum til medicin, som patienten sluger. Se hvordan her: https://youtu.be/aagyg1AGaFc Anja Boisen er medlem af Videnskabernes Selskab og modtager af en række priser for sin forskning, blandt andet Villum Kann Rasmussen-prisen og EliteForsk-prisen. * Værter: Professor Anja C. Andersen & journalist Mikkel Frey Damgaard Gæst: Professor Anja Boisen Redaktør for Videnskabsår22: Mette Holbæk Producer: Benjamin D’Souza for Podimo Tilrettelægger: Pernille Ehlers-Hansen En nysgerrig podcast af Videnskabsår22 i samarbejde med Podimo. Læs udskrift af dette afsnit og andre artikler på www.videnskabsaar22.dk Videnskabsår22 er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Poul Due Jensens Fond og Bitten & Mads Clausens Fond. See Privacy Policy at https://art19.com/privacy and California Privacy Notice at https://art19.com/privacy#do-not-sell-my-info.