Velkommen tilbage, lille bi!

En metalglinsende lille bi, som var på nippet til at blive erklæret uddød i Danmark, er dukket op igen! Men hvorfor har den skjult sig i 50 år? Et stort forskningsprojekt undersøger 42 naturområder i hele landet, hvor kvæg og heste græsser året rundt. Dét ser både ud til at være godt for de vilde bier og for biodiversiteten generelt. Gæster: Hjalte Calberg Ro-Poulsen, biolog & biekspert, samt biolog Lasse Gottlieb, leder af forskningsprojektet "Grazing4Diversity", der undersøger effekten af helårsgræsning på biodiversitet. Begge er forskere på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Værter: Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

Om Podcasten

Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen søger den naturlige forklaring på, hvorfor verden ser ud, som den gør, når vi kigger ud ad vinduet eller ser os selv i spejlet. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du har blå øjne, hvorfor et næbdyr lægger æg, eller hvorfor træer egentlig har bark? Der er altid en naturlig forklaring og ikke mindst en god historie bag, som de to biologer brænder for at fortælle. vildtnaturligt@dr.dk Hør flere afsnit i DR Lyd