77. EKSPERTEN: Imran Rashid om hvordan skærme påvirker vores (og vores børns) mentale sundhed

I dette afsnit taler jeg med læge, forfatter og foredragsholder, Imran Rashid. Vi taler om et emne, der er mere diskuteret end nogensinde. Vi taler nemlig om, hvordan skærme (i sig selv og det der foregår på skærmene især via sociale medier og algoritmer) påvirker vores mentale sundhed. Hvor slemt er det egentlig med de skærme og indholdet på dem? Hvordan påvirker det os hjernemæssigt, kognitivt og socialt? Skærmene og indholdet bag skærmene er kommet for at blive, og vi taler om, hvilke konsekvenser de har for os som voksne og for vores børn, og så taler vi selvfølgelig om, hvordan vi kan være bedst muligt i verden med skærme samtidig med, at vi passer på os selv og vores mentale sundhed. 

Om Podcasten

Velkommen til Vores Mentale Sundhed! Jeg hedder Lea Hellmann Midtgaard, og jeg er særligt interesseret i, hvordan vi lykkes med både at være professionelt ambitiøse og at passe på os selv på samme tid i et ofte fortravlet, moderne liv. Det undersøger jeg i denne podcast. Samtidig er formålet med podcastens episoder at diskutere og aftabuisere vigtige emner relateret til mental sundhed og at dele inspiration og redskaber til, hvordan vi bliver friest og gladest muligt i det liv, vi har. Jeg tager udgangspunkt i paradokset om, at vi aldrig har været rigere, aldrig har haft flere muligheder og aldrig levet længere, og alligevel er vores mentale sundhed nedadgående.Hver uge taler jeg med inspirerende eksperter (psykologer, læger, forskere, forfattere mv.) samt med privatpersoner, der deler vigtig viden, inspiration, erfaringer, sårbarheder og redskaber relateret til mental trivsel. I samtalerne trækker jeg desuden på min viden og personlige erfaring fra at have arbejdet en årrække i managementkonsulent-branchen, fra at have været en såkaldt "12-talspige" (på godt og ondt) og fra de uddannelser jeg har taget relateret til mental sundhed og psykologi. Podcasten kommer omkring emner som stress, biohacking, selvværd, selvtillid, sammenligninger, perfektionisme, kontrol, angst, positiv psykologi, metakognitiv terapi, diverse andre terapiformer, tankens kraft, nuets kraft, taknemmelighed, meditation, meningen med livet, definitionen af succes, et meningsfuldt arbejdsliv, glæde i hverdagen og meget, meget mere.'Vores Mentale Sundhed' er en Mind Care Collective podcast. Husk at du kan følge med i debatten og læse dagligt indhold til inspiration og (selv)refleksion på @MindCareCollective på Instagram.