»Vaccinepas« var med til at udrydde kopper

Kopper har fandtes i tusindvis af år, og der er blandt andet fundet koppear på mumier fra det gamle Ægypten. I Danmark har man registreret sygdomme siden 1700-tallet, og dengang ramte en voldsom koppeepidemi Danmark ret præcist hvert fjerde år. Hver gang døde en betragtelig del af landets børn under 15 år. I 1800-tallet fik man dog epidemierne under kontrol med et omfattende vaccinationsprogram – og datidens form for vaccinepas. Var man ikke vaccineret eller kunne vise koppear som bevis på, at man havde haft sygdommen, kunne man hverken blive konfirmeret eller gift. Den verdensomspændende vaccineindsats betød, at WHO i 1980 kunne erklære verden for koppefri, og derfor stoppede man med at vaccinere alle småbørn. I fremtiden kan det dog vise sig at blive en akilleshæl, da en stor del af befolkningen derfor ikke længere er modstandsdygtige, hvis nogen skulle finde på at bruge koppevirus som bioterrorisme.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

For at give adspredelse til matrikellivet under nedlukningen introducerer vi nu Weekendavisens Hjemmeskole. Hver uge giver én gæstelærer fem små lektioner om det, de ved mest om og har lyst til at fortælle om. Så De ikke sumper hen under hjemmelivet.  Bliv klogere på fem polarekspeditioner med geolog Minik Rosing, på fem store russiske komponister med Frederik Cilius eller på fem klaverkoncerter med pianist Kathrine Gislinge.